"Utamaduni
oyee"/ "Op med kulturen". Disse ord hørtes første gang i Danmark i 1973,
da vi fik besøg af en musik- og dansegruppe fra Sukumaland. Gruppen hed
"WanaSesilia" og kom fra området omkring Mwanza nær Viktoriasøen i Tanzania.
Sang og trommedans var det sprog som de 30 Sukumaer brugte til at fortælle Danskerne om
det daglige liv hjemme i Sukumaland. Et fascinerende show hvor de illustrerede almindelige
hverdags situationer i form af sang, trommer og dans. Og det Danske publikum blev revet
med ind i dette dejlige og umiddelbare fællesskab.
Besøget var starten til en forbindelse mellem Danskere og Sukumaer,
som siden har bredt sig fra Djursland og Århus til hele Danmark, og fra Sukumaland ud til
andre dele af Tanzania. I 1977 arrangerede en gruppe danskere en genvisit i Tanzania. 20
voksne og 3 børn tog på en 21/2 måneders tur til Sukumaland. De kaldte deres projekt
for "Kulturbroen", som på Tanzania´s nationalsprog swahili blev til
"Daraja la utamaduni". Det var etnografi- musik- og teaterstuderende, der
var med på turen. Folk som interesserede sig for den traditionelle kultur, og som gerne
ville møde de almindelige Sukumaer, bønderne. Mange af deltagerne på turen havde
en nær tilknytning til kollektivmiljøet på Djursland, og havde det tilfælles at de var
draget af Sukumaernes levende gruppe-fællesskab.
I Danmark er vi opdraget til at blive små individer: vi får vores
eget værelse så snart vi tør sove alene, og flytter hjemmefra før vi knapt har lært
at gå. I Sukumaland er det meget anderledes; familien og fællesskabet er en vigtig del
af alles hverdag. Man sover sammen for at holde varmen, og lever sammen for at hjælpe
hinanden. Sangen og dansen er netop et af de områder som alle kan være sammen om til
arbejde, fest og i hverdagen. Gammel og ung, mand og kvinde, sort og hvid, alle er med.
Glæden ved at lave noget sjovt sammen er belønningen i sig selv. Det hårde fysiske
arbejde, bliver meget lettere og sjovere når man tilføjer musik og sang.
Sukumaerne har ikke den skarpe adskillelse mellem arbejde og fritid som
vi kender fra vores egen danske hverdag. Man gør sig ikke de store bekymringer om
hvorvidt dette eller hint arbejde nu også giver en direkte personlig vinding. Hvis det er
en fordel for fællesskabet er det også en fordel for den enkelte. Sukumaerne kender ikke
til den fordybelse i ego'et som vi kun kender alt for godt herhjemme. Der er ikke tid og
kræfter til at sidde derhjemme og grave i sin egen navle, for at finde ud af om man har
det godt eller ej. Hvis arbejdet går godt og familien, vennerne og én selv er raske og
har det godt, så er der ingen grund til bekymring.
De fleste Sukumaer er bønder, nogle lever udelukkende af deres marker
og evt. husdyr, andre supplerer med andet arbejde og småhandel. I landsbyerne hvor der
kun bor Sukumaer, snakkes der udelukkende Sukuma-sprog, men næsten alle har lært
swahili. Engelsk tales praktisk talt kun i byområderne.
For rejsegruppen var sproget ikke noget problem. Hjemmefra havde de
øvet sig på de mest nødvendige fraser swahili. Og samværet med Sukumaerne blev båret
oppe af deres uforbeholdne gæstfrihed, og uudtømmelige kilder af smukke sange og danse.
Danskerne havde også forberedt en musik- og teaterforestilling, som de viste på en
turné rundt i Sukumaland. For mange Sukumaer var det en ny oplevelse at se Europæere
lave den slags. Det troede de simpelthen ikke at vi kunne, for de Europæere som
Sukumaerne ellers havde mødt, var alle u-lands frivillige, embedsmænd eller
missionærer. Turen var en stor succes, og der blev knyttet mange varige venskaber mellem
Sukumaerne og Danskerne.
Da gruppens medlemmer efter hjemkomsten skulle fortælle om deres
indtryk og oplevelser til andre danskere brugte de dels lysbilleder og snak, men også
små sketches som illustrerede de oplevelser man havde haft sammen med Sukumaerne. Dog var
dét, der optog danskerne mest, de få enkle og medrivende sang- og trommedanse som
gruppens medlemmer havde lært ved festlige lejligheder i Sukumaland. Nu blev hr. og fru
Danmark inviteret med i runddansen. De få swahili ord blev sunget igen og igen, og de
simple dansetrin fik alle til at føle den spontane glæde og det fællesskab som også
gruppens medlemmer havde oplevet i Sukumaland.
Disse øjeblikke, med mindelser om en forlængst svunden nordisk
samværsform, blev afsættet for at en del af den oprindelige rejsegruppes medlemmer
fortsatte med at udvikle venskabet med Sukumaerne. Det blev til flere rejser tilbage til
Sukumaland, og mødet med deres blomstrende danse- og musiktradition. Danskerne blev, om
muligt, velkommet med endnu større gæstfrihed da det blev klart for Sukumaerne at disse
Danskere var oprigtigt interesserede i deres kultur, i modsætning til de sidste mange
generationers kristne missionærer, som havde ringeagtet og sågar bandlyst Sukumaernes
traditionelle kultur.
Danskerne blev inviteret til at lære danse, sange og trommerytmer af
deres venner, og blev velkommet i dansegrupperne når der skulle spilles op. De drog
sammen rundt til dansekonkurrencer, og mange gange var danskerne med til at bringe held
til deres værtsgrupper, alene derved at publikum var vilde efter at se de hvide
dansere. Sukumaernes traditionelle dansekonkurrencer foregår ved at to grupper
sætter hinanden i stævne på engstrøgene mellem 2 landsbyer. Det foregår som regel
søndag eftermiddag i høsttiden. Her holder de så deres lokalopgør, ligesom når
Stenstrup og Kværndrup mødes til den årlige fodbold dyst herhjemme. Hvert hold har
deres "supporters" som sørger for at stemningen er høj i deres danselejr. Den
gruppe som har kunnet trække det største publikum er vindere af dagens dyst. Da der som
regel ikke er en egentlig dommer, oplever man tit at begge hold bagefter, vil insistere
på at det var dem der vandt. På den måde er der ingen der skal gå hjem og føle
sig mindreværdige. Alle er glade, og venskabet mellem grupperne kan bestå.
Efter hjemkomsten til Danmark begyndte rejsegruppen, som nu kaldte sig
Utamadunigruppen, at arrangere weekend workshops med sang, dans og trommer, samt snak og
fortællinger fra Sukumaland. Ideen om at invitere nogle af vennerne dernede fra til
Danmark opstod hurtigt. På grund af begrænsede økonomiske muligheder måtte man
"nøjes" med at invitere Edwardi Ntemi herop, en ung og meget talentfuld
danseleder fra WanaSesilia. Han fik en meget stor og vigtig rolle i forbindelse med
opsætningen af sukumaeventyret "Shibilibili" som børneteater på Det lille
Teater. Herefter indgik han i Utamadunigruppens engagementer med børn og voksne, på
skoler og andre Afrika-relevante forsamlinger over hele landet. Sammen med gruppen dannede
han grunden for den måde at formidle kultur på, som stadig er en vigtig del af
Utamadunigruppen´s arbejde og som hjælper på at skabe en større forståelse for
"Den tredje Verden" herhjemme.
I forbindelse med gruppens mange engagementer rundt omkring, opstod
idéen med at mødes til de store københavner-karnevaller. Her kunne vi danse sammen med
de mange mennesker som havde lært dansene på kurser o.lign. Og her kunne vi genskabe
noget af stemningen fra Sukumaland, ved at "konkurrere" med andre dansegrupper.
Idéen var en succes, og i mange år var karnevallerne landet over, dét sted som alle vi
Sukumadanse-freaks kunne mødes for at danse, synge og spille. Efterhånden opstod der
selvstændige Sukuma-dansegrupper i mange egne af Danmark. Grupper som typisk mødtes for
at træne en gang om ugen. Enten for bare at danse og have det rart, eller for at øve til
at tage ud og optræde/undervise med dansene.
En del af grunden til Sukumadansens store popularitet herhjemme er nok
kombinationen mellem det at danse, hoppe, svede og have det sjovt sammen, og en
fascination af historierne og kulturen bag dansen. Sangene er ofte en hyldest til
nulevende eller afdøde sukumaer, eller f.eks. blot en velkomst til gæsterne. Dansen
viser på samme tid brudstykker af Sukumaernes hverdag og historie, samt deres fantastiske
smidighed og kropskontrol som er tilegnet gennem hårdt fysisk arbejde. Nu om dage i
Danmark er vi henvist til "Fitness center" og "Jane Fonda work-out",
når vi ønsker en afveksling fra vores ofte meget "siddende" og
"tænkende" arbejde.
I Sukumadansen kan vi genfinde noget af det som vi har glemt fra vores
egen kulturarv, nemlig folkedansen, hvor alle fra spæd til olding kan være sammen
i et sjovt og uforpligtende samvær. Fornøjelsen ved at danse på Afrikansk kan
selvfølgelig ikke alene bringe glæden ved livet til veje, dansen er blot en af de mange
udtryksformer, der viser at man lever og holder af livet. Samtidigt er den eksotiske og
fremmedartede dans med til at udvide vores horisont. Pludselig kan man identificere sig
direkte med en Sukuma på den anden side af jorden, og selv tage del i det
gruppe-fællesskab, som vi ofte savner i vores danske hverdag.
I dag består den Djurslandske Utamadunigruppe af 5 Tanzanianere og
10-12 danskere, og er blevet et samlingssted for folk der arbejder professionelt med
musik, krop og kultur fra Tanzania. Medlemmernes baggrund og indfaldsvinkel til arbejdet
er meget forskellig og omfatter alt lige fra at være født ind i kulturen, til
afspændingspædagog, musik og bevægelses- pædagog, teatermusiker, reklametegner,
skolelærer, og udstationeret bistandsarbejder. Gruppens størrelse varierer lidt fra tid
til anden, da der oftest er et par af os som er på studie/arbejds ophold i Tanzania.
Som nævnt opstod der i kølvandet på Utamadunigruppens mange
arrangementer, et utal af grupper rundt omkring i det danske land. I øjeblikket er der
ca. 18 aktive dansegrupper som typisk består af 15-20 mennesker. Det er svært at give en
fælles karakteristik af alle disse danske Afrika-dansere. Dansen tiltrækker folk fra
alle sociale lag i samfundet. Fra læger, maskinarbejdere, murere, husmødre, og
pædagoger til musikere, dansere, skuespillere, kunstnere, gøglere og andet godtfolk.
Kort sagt folk fra alle dele af samfundet.
Alle har et fælles ønske om at lave noget i det gruppe-fællesskab,
som kan være så svært at finde andre steder. Dansen og det eksotisk fremmede gør os
alle lige fjumrende og famlende i starten, og lige hurtigt fortrolige og trygge ved de
enkle danse. Alle oplever lynhurtigt en glæde over at kunne deltage på præcis de
betingelser og med de muligheder som den enkelte har. Ingen er for tyk eller for tynd.
Ingen er for dum eller for klog. Vi kan alle føle fællesskabet på trods af de skel som
til daglig skiller os i mange forskellige "verdener".
Det er ikke en ligegyldig kulturtradition som ligger bag dansene og
deres kraft. Når man begynder at forstå dansene, sangene, og rytmerne, åbner det også
op for en meget større forståelse af Sukumaernes kultur, og deres livsvilkår. Dét som
andre kan bruge time- og dagevis på at læse sig til en forståelse af, det kan vi svede
med i time- og dagevis for at få ind under huden i dansens fantastiske univers.
Efter at "karnevalstraditionen" nærmest gik i sig selv igen
i Danmark, manglede vi et sted at kunne mødes med dansen. Allerede fra 1982 havde
Utamadunigruppen arrangeret en slags Afrika-weekend, hvor vi mødtes i en stor lysning
midt i Ramten Skov på Djursland. I starten var vi 40-50 mennesker som havde en dejlig
weekend under åben himmel, med trommer, sang og dans. Her prøvede vi i det små kræfter
med traditionelle håndværks aktiviteter som at bygge trommer, lave kostumer m.m.
Lejren blev hurtigt populær, og udviklede sig til at blive stedet hvor
vi kunne mødes med vennerne fra hele landet. På få år blev det en fast tradition at
mødes i slutningen af sommerferien, smide sko og bukser, for at gå i bare tæer og
khanga-skørter i en uge. Et lille pusterum fra hverdagens stress og jag, hvor vi næsten
havde glemt hvor smukt det lyder når vi synger i flok, og hvor dejligt det er at være
sammen i naturen. Lejren giver os en mulighed for at praktisere de følelser i os alle som
taler for et større gruppe-fællesskab, fælles ansvar og handling. Derfor er lejren
også blevet stedet hvor vi har tid og mulighed for at udveksle visionerne om de
alternative levemåder og livssyn, som vi ellers har svært ved at få ørenlyd for.
Efterhånden som lejren voksede, begyndte vi også at få et lille
overskud på arrangementet. Til trods for at det altid har været meget billigt at
deltage, så holdes udgifterne nede af at der ikke er nogen der modtager løn for det
store arbejde som det er at forberede og afvikle en udendørs lejr for mellem 4- og 500
mennesker i en hel uge. Overskuddet har vi valgt at bruge til at finansiere at vi kan
invitere vore venner og lærere fra Tanzania herop, for at være vores kulturgæster og
undervisere på selve lejren. På den måde har vi kunnet invitere gæster herop de sidste
9 år i træk.
Et enkelt ord på swahili kan rammende beskrive det vi mødes om: kucheza,
og det kan oversættes med: leg, dans, og musik. I Danmark er det typisk noget man
beskæftiger sig med i fritiden, og som adskilte størrelser: Vi leger ikke med
musikken, vi spiller den. Vi danser ikke med musikken, men til den.
Lejrens aktiviteter er foruden dansen koncentreret om afrikanske
håndværk, ceremonier, måltidssituationer og fortælling om afrikanske sæder og skikke.
I 1992 blev der bygget en stråtækt smedemester-hytte i fuld størrelse som
efterfølgende har været et samlingspunkt for lejren tiltagende håndværksaktiviteter.
På lejren i 1993 dannede den rammen om et møde mellem en Sukuma smed og en dansk
jernalder smed, og deres arbejde ved esserne. I 1994 var det en repræsentant fra
slangedanse-selskabets tur til at vise hans styrke med at tæmme farlige slanger, ved
hjælp af traditionel medicin samt rituelle danse og sange.
Udover at mødes om sommeren på Djursland, har behovet for at mødes
også givet grobund for at vi hver vinter mødes i Svendborg til en "Vinter-kucheza",
hvor vi indvaderer en almindelig folkeskole og omdanner den til et afrikansk dansetræf.
Forår og efterår arrangerer københavnerne et Kikome-træf (Kikome betyder
bålsted), hvor vi også danser og hører historier om nutidens Sukumaland fra folk som
just er hjemvendt.
Dansetræffene i Danmark er imidlertid også blevet et forum hvor der
udveksles tanker og ideer om raceproblemer kontra integration. Om kropskulturen i kulden
og i varmen, om familiestrukturer og fællesskab i hverdagen og i det fremmede. Om
forskelle og ligheder mellem de sydlige- og de nordlige kulturer.
