Klik her for at "starte forfra"!Mads Bischoff,
Åbyhøj,
Danmark

Klik her for at søge på bischoff.dk!
Søg på bischoff.dk

DrumSpot 2011
T
rommefesten i min
baghave Se mere her!

Kig dig omkring!
Oversigt
:
Musik og dans
Webdesign mm
Kolonihaven
Fotos

Kontakt Mads
Artikler:
Afrikansk medicin
Voksenleg-vigtig leg
Afrikadans på dansk
En hvid neger!
Midtfynsk ceremoni
Utamadunigrupperne
Links:
Mine links
Afrika links
Lidt af hvert:
Er ting altid det det ligner?
Er computeren køn?
The Bongo project - TCP/IP med trommer
Kryds og Bolle
En computerbøn!
African instruments
Gæstebog
Hva' så
Det var dumt!
Systemkrav!
Kolo(Web)Cam
SYROS WebCam
MAGIG cards
Puslespil

Månens aktuelle fase:

 

Se hvilke lande
jeg har besøgt.

Denne artikel er forordet fra Utamaduni sangbogen, som indeholder mere end 230 oversatte sukumasange, samlet af Lone Lee, Mads Bischoff og Utamaduni Dance Troupe i tiden fra 1977-1997. Bogen er p.t. "udsolg fra forlaget", men vi arbejder (stille og roligt) på at lave et nyt oplag!

Introduktion:

- Hvad er Sukumaland, og hvordan er alle de sange dog kommet til Danmark ?

Sukumaerne befolker Viktoriasøens østlige og sydlige kyster omkring Tanzanias næststørste by Mwanza. Deres område kaldes Sukumaland, og er på størrelse med Danmark. Antallet af mennesker er cirka det samme, 4-5 millioner.

For mange generationer siden var landet dækket af busksteppe og skov, hvor spredte klaner af jægere og samlere færdedes uafhængigt af hinanden. Senere flyttede folk med specielle evner ind i området. Fra vest kom folk med erfaring i jernudvinding. Deres jernværktøj gjorde det muligt at dyrke jorden og blive fastboende. Fra Masai-steppen i øst bredte kvægdrift sig blandt folk, og fra syd kom folk med medicin, magi og musik.

Nutidens sukumaer lever stadig meget af landbruget og kvægdriften, men også fiskeriet i Viktoriasøen har fået en meget stor betydning.

Gennem de sidste mange generationer har Sukumaerne udviklet en fantastisk tradition for at bruge musikken som en naturlig del af hverdagen. Det hårde fysiske arbejde glider lettere, når det følges af en sang og en tromme. Arbejdet kan blive en hel lille dans, så det også bliver en fornøjelse at arbejde sammen. Og de lange aftener bliver forum for sang og fortællinger.

Første gang vi kunne opleve denne kultur i Danmark var i 1973, da vi fik besøg af dansegruppen "WanaSesilia" fra Bujora i området nær Mwanza. Sang og trommedans var det sprog, som de 30 sukumaer brugte til at fortælle danskerne om det daglige liv hjemme i Sukumaland. Et fascinerende show, hvor de illustrerede almindelige hverdagssituationer med musik og dans. Det danske publikum blev revet med ind i dette dejlige og umiddelbare fællesskab, og besøget blev en stor succes.

Initiativet til denne kulturudveksling blev taget af grundlæggeren af "U-landsfonden af 1962" i Århus, Scott, og af den senere afdøde canadiske præst, Fader David Clement, der grundlagde Sukuma Museum på Bujora i 1954.

I gruppen af sukumaer som kom til Danmark i 1973 var der især to som sidenhen har haft stor betydning for kulturudvekslingen mellem danskere og sukumaer, nemlig den gamle danse og sangleder Mzee Kang’wina Mihumo (Mikkel) og den unge danseleder Edward Ntemi.

Besøget blev starten på en venskabskontakt, som siden har bredt sig fra Århus og Djursland til hele Danmark og Norden, og fra Bujora og Sukumaland ud til andre dele af Tanzania og Afrika.

I 1977 lykkedes det for en gruppe danskere at arrangere en tur til Sukumaland under navnet "Daraja la Utamaduni"(Broen af kultur). Samværet med sukumaerne blev båret oppe af deres uforbeholdne gæstfrihed og uudtømmelige kilder af smukke sange og danse. Danskerne havde også forberedt en musik- og teaterforestilling, som de viste på en turné rundt i Sukumaland. For mange sukumaer var det en helt ny oplevelse at se europæere lave den slags. Turen var en stor succes, og der blev knyttet mange varige venskaber mellem sukumaer og danskere.

I forbindelse med gruppens mange ture sidenhen blev danskerne inviteret til at lære danse, sange og trommerytmer af deres venner, og de blev velkommet i dansegrupperne når der skulle spilles op. Dette var med til at styrke venskabet yderligere, og efterhånden blev danskerne også bedre og bedre til at udtrykke sig i rytmer og dans. De drog sammen rundt til dansekonkurrencer, og mange gange var danskerne med til at bringe held til deres værtsgrupper, alene derved at publikum var vilde efter at se de hvide danse. Sukumaernes traditionelle dansekonkurrencer (shindano) foregår ved, at to grupper sætter hinanden i stævne på en åben plads mellem to landsbyer. Det foregår som regel søndag eftermiddag i høsttiden. Her holder de så deres lokalopgør, ligesom når Galten og Hinnerup mødes til den årlige fodbolddyst herhjemme. Hvert hold har deres "supporters", som sørger for at stemningen er høj i deres danselejr. Den gruppe, som har kunnet trække det største publikum er vindere af dagens dyst. Da der tit ikke er en egentlig dommer, kan man opleve at begge hold bagefter vil insistere på at det var dem der vandt. Alle er glade, og venskabet mellem grupperne kan bestå.

Sukumaernes tradition omkring trommer og sang hænger nøje sammen med de to danseselskaber, Bagika og Bagalu, og det er i shindano’en at de kan få lov at udfordre hinanden i en venskabelig kappestrid, og vise deres kraft.

Der findes også en form for shindano, hvor man udfordrer hinanden til sangdyst. Wigashi kaldes det når to sangleder, overfor hinanden, leder deres kor igennem lange og fortællende sange på kisukuma.

Både i dans (ngoma) og i sangdyst (wigashi) findes der mange store sangere og sangskrivere, som har beriget Sukumaland med mangt en smuk sang gennem tiderne. Især de korte nærmest lidt hit agtige sange, som bruges flittigt i dansegrupperne, har været populære i kulturmødet mellem danskere og sukumaer, og derfor er det også den type sange som er kommet til at dominere denne sangbog. Af alle de sukumaer som vi har hørt og lært dem fra skal nævnes:

 

Edward Ntemi, Joseph Lupande, Kang’wina Mihumo, Lubala Siyabo, Mabula Lyaku, Johni Mashauli, Mleka, Mzee Lyaku og WanaLyaku, Lubala Gumbulu, Ngolo Kasonga, Nzoza Boyi, Lucia og Pascali Bushini, Ng’wenwandege, Johni Magulushu, Maiko Masalu, Barnabas, Masalu Kisesa B, Johni Angole, John Nkina, Salu Kadelya, og mange flere.

Hjemme i Danmark fandt Utamaduni gruppen ud af at udvikle en ny form for kulturformidling ved, gennem optræden og undervisning, at give folk en levende og medrivende oplevelse af sukumaernes sange og danse. Derved kunne vi danskere pludselig få en fremmed kultur "ind under huden". I sukumadansen kan vi genfinde noget af det som vi har glemt fra vores egen kulturarv, nemlig folkedansen, hvor alle fra spæd til olding kan være sammen i et sjovt og uforpligtende samvær.

Som inspirerende forbilleder har vi herhjemme i Danmark den glæde at have adskillige sukumaer og tanzanianere boende, som vi kan mødes med og dele vores glæde over deres kultur og musik. Blandt de som har betydet mest for det danske sukumadansemiljø skal nævnes:

 

Edward Ntemi, Lubala Siyabo, Mathias Paulo, Nzoza Boyi, Sophia Gambula, Sebastian Paulo, Said Mohamed, Annastazia Feldbo, og Helena Bech.

Det er bestemt ikke en ligegyldig kulturtradition der ligger bag dansene og deres kraft, og der er mange måder at forsøge at forstå denne kultur på. Nogle vælger at læse sig til det på et teoretisk overordnet plan, og får meget ud af det. Nogle sveder i time- og dagevis med at forstå sang og trommerytmer i dansens fantastiske univers. Og også den vej åbner op for en øget forståelse for sukumaernes traditioner og livsvilkår.

Siden Utamaduni gruppens tur i 1977, har mange danskere lagt krop, sjæl og energi i formidlingen og opbygningen af det netværk som rummer 15-20 sukumadansegrupper over hele Danmark. Nye grupper opstår, og gamle består, og i øjeblikket er der følgende grupper:

 

Bakomyalume (Djursland), Batinduji (Thy), Bimeji (Vejle), Igokoloo (Kbh.), Ikumbo (Kbh.), Kisiwani (Odense), Malingo (Silkeborg), Shilolobe (Århus), Themgruppen (Them), Utamaduni Dance Troupe (Djursland/Århus), Vipi? Pole pole (Skørping), Wacheyeki (Århus), Wachipuko (Ålborg), Wadudu (Århus), Wagalu (Göteborg), Wakolding (Kolding), Wanabidii (Århus), Watoto na wingine (Svendborg), Wavelling (Velling) og Yasanywa (Kbh.).

Grupperne mødes typisk for at træne en gang om ugen. Enten for bare at danse og have det rart, eller for at øve til at tage ud og optræde og undervise. Generelt for grupperne er det, at de danser danse fra Sukumaland. Men også stilarter fra resten af Tanzania har vundet stor udbredelse. Her er det primært Muungano Cultural Troupe fra Dar es Salaam som har været den store inspiration, med deres bidrag fra Makonde folket i Sydtanzania. Også sang og dans fra andre dele af Afrika har vakt begejstring. Folk som Isaac Laryea (Ghana) og Ahmadu Jarr (Sierra Leone) har lært os ting som har vundet stor udbredelse i dansegrupperne.

I 1985 startede Edward Ntemi sammen med Jannie Chris Ntemi en forening som har til formål at samle dansegrupperne i Danmark, og styrke sukumaerne i deres egen kamp for at bevare de gamle traditioner og kulturhåndværk. Foreningen hedder Matendo (Handling), og blev startet samtidigt med deres søsterorganisation i Sukumaland "Daraja la wakulima na utamaduni wao" (Broen af bønder og deres kultur).

Siden 1993 har Utamaduni gruppen i samarbejde med Bujora arrangeret et årligt kursus "Warsha ya utamaduni"(kursus i kultur). Kurset afholdes i Sukumaland midt i høstsæsonen, hvor der er størst aktivitet blandt dansegrupperne.

Rigtigt mange danskere har stiftet bekendtskab med sukumadansen og kulturen bag. Og mange har været med i en dansegruppe, enten i Sundbylille, Svendborg eller hvor der nu kunne samles folk nok. Et enkelt ord på swahili kan rammende beskrive det vi mødes om; Kucheza, som kan oversættes med: leg, sang, dans, og musik.

I 1982 arrangerede Utamaduni gruppen for første gang det årlige dansetræf for alle dansegrupperne: Utamaduni lejren. Den første lejr var en forlænget weekend, hvor 40-50 mennesker mødtes i en lysning midt i Ramten Skov på Djursland. Utamaduni lejren er blevet en stor succes, og rummer nu mellem 400 og 500 mennesker som hver sommer i en hel uge mødes i Ramten Skov for at spille, synge og danse sammen.

Udover at mødes om sommeren på Djursland har behovet for at danse sammen også medført at vi hver vinter mødes i Svendborg til en "Vinterkucheza", hvor vi i en weekend indvadérer en almindelig folkeskole og omdanner den til et afrikansk dansetræf. Om efteråret arrangerer Matendo et Kikome-træf (Kikome betyder bålsted), hvor vi også danser og hører historier om nutidens Sukumaland fra folk som just er hjemvendt.

Dansetræffene i Danmark er også blevet et forum hvor der udveksles tanker og ideer om kropskulturen i kulden og i varmen, om familiestrukturer og fællesskaber i hverdagen og i det fremmede. Om forskelle og ligheder mellem de sydlige- og de nordlige kulturer.

Denne sangbog rummer alle de sange som vi har nydt at synge sammen, og det er nok de færreste som kan alle sangene. Lad den blive en uudtømmelig kilde til inspiration for mange mange timers fortsat samvær med vores venner fra det fjerne, men dog så nære Sukumaland.

 

Hvis du vil vide mere om Utamaduni så tjek vores website:

Utamaduni Kulturforening

 

Bischoff.dk startsiden


Startside ]